Jeg har simpelthen fået mig en autoimmun sygdom - altså en tilstand hvor kroppen angriber sit eget væv. Skjoldbruskkirtlen danner nogle stofskiftehormoner som bruges til at styre stofskiftet og når den ikke fungerer, går der lidt koks i hele systemet.
Der dannes nogle hormoner i hypofysen som forkortes THS og de er med til at få skjoldbruskkirtlen til at producere de hormoner som stofskiftet styres af. Blodprøven viste et temmelig højt indhold af THS og det er et tydeligt tegn på, at hypofysen overproducerer THS for at få skjoldbruskkirtlen til at fungere optimalt hvilket jo så er et tegn på, at den netop ikke fungerer optimalt.
Jeg venter nu på en indkaldelse fra Hillerød Sygehus til scanning og kontrastvæske-halløj og så skal jeg snakke med lægen igen.
Han mener ikke, at det er noget vi skal gøre noget ved lige nu men han vil gerne fremadrettet ha taget en blodprøve to til tre gange om året for at holde øje med stofskiftet. Hvis det ændrer sig, skal jeg i gang med (livslang) medicinering.
Her er nogle af de spændende symptomer på for lavt stofskifte....
- Man føler sig kuldskær og foretrækker at gå med overtøj om sommeren, hvor andre går i sommertøj.
- Man tager på i vægt, fordi kroppen bruger mindre energi og har brug for færre kalorier. Hvis man derfor spiser det, man er vant til, øges vægten.
- Tarmfunktionen bliver langsom, og man får "hård mave".
- Man føler sig meget træt og kan sove hele tiden. Så snart man sætter sig ned, kan man falde i søvn.
- Man får et søvnigt udseende med poser under øjnene, rynker i panden og ens hår bliver tyndt. Stemmen bliver hæs.
- Hukommelsen og humøret bliver dårligt, og ens bevægelser og tale foregår langsomt.
- Huden bliver gulligbleg, tør og grov.
- Man bliver øm og stiv i leddene.
- Man kan udvikle blodmangel. Menstruationerne bliver sparsomme eller ophører.
Lige nu føler jeg at både den med trætheden og den med at være kuldskær passer perfekt på mig. Men det kan jo også bare skyldes årstiden.. ;-)

















